tirsdag den 24. januar 2012

Marmelade panik

Nordjyske melder om panik i marmelade-branchen:
Det viser sig nemlig, at den nye sukkerafgift, som Folketinget vedtager i dag som led i finansloven, ikke kun er en afgift på selve sukkeret, men på de varer, hvori sukkeret anvendes.
For eksempelvis marmelade betyder det, at der skal betales afgift af både sukker, vand og bær. Dermed vil et glas marmelade, der i dag koster 17 kr., stige til 44 kr.
Den samlede prisstigning er dermed ca. 160%. EPN gennemgår hvorledes marmelade-regnestykket ender på 44 kroner:
Hvis man tager udgangspunkt i chokoladeafgiften, der er (...) 23,75 kr. pr. kilo, så vil afgiften pr. kilo inklusiv moms lande på omkring 30 kr. Det bliver til 27,75 kr. for 900 gram, og dertil kommer salgsprisen på 17 kr., altså godt 44 kr.
Der er altså ikke tale om et glas marmelade, men en blå plastikspand med 900 gram. Det glas marmelade jeg plejer at købe indeholder 350 gram og koster ca. 15 kroner. Afgiften for 350 gram marmelade er ca. 10 kroner inkl. moms og glasset kommer dermed til at koste ca. 25 kroner. Min marmelade stiger altså "kun" ca. 70%.

Værre ser det dog ud til at gå ketchup-branchen, som også bliver ramt af den nye afgift. En discount-flaske på 1.000 gram til 10,50 kroner stiger til ca. 40 kroner - en prisstigning på ca. 280%.

2 kommentarer:

  1. Det er vel forudsat, at marginalen forbliver den samme. Det er vel også en mulighed, at forbrugernes måske manglende vilje til at betale 40 kr for en flaske ketchup, tvinger butikker og leverandørers indtjening ned? Dagligvarer er steget væsentlig mere end inflation og fødevareprsierne generelt, så måske kunne forbrugerne godt trænge til det.

    SvarSlet
  2. Enig. Det er heller ikke sikkert at den samme "chokoladeafgift" på 23,75 kommer til at gælde for varer som ketchup og syltede agurker. Men hvis den gør, kommer afgiften til at udgøre størstedelen af disse discount-varers pris.

    SvarSlet