mandag den 11. juni 2012

Meningsmåling: 71 procent føler sig snydt

På baggrund af en meningsmåling fra Rambøll bringer Jyllandsposten nyheden om at
71 procent i rød blok føler sig snydt. 
Jeg tror de fleste efterhånden er klar over, at meningsmålinger kan give meget forskellige resultater alt efter hvordan spørgsmålene formuleres. Selv ved blot at udskifte nogle få ord er det let at manipulere besvarelserne i den retning man måtte ønske.

Når 71 procent af regeringens vælgere tilsyneladende svarer at de "føler sig snydt" har jeg derfor en stærk forventning om at de er blevet spurgt noget i retning af: "Føler du dig snydt af at regeringen ikke har gennemført den politik de lovede før valget?" Men hvad er så ordlyden af det spørgsmål der er stillet i undersøgelsen?
I en måling fra Rambøll/Analyse Danmark svarer 71 pct. »nej« på spørgsmålet om, hvorvidt »regeringen har gennemført den politik, du forventede før valget?«.
De 71 procent føler sig altså ikke snydt - de mener derimod at regeringen ikke har gennemført den politik de forventede før valget, og det er jo noget ganske andet. En del af tallet kunne endda potentielt dække over respondenter som havde lave forventninger men som er blevet positivt overraskede over regeringens politik. Ok - det sidste er nok næppe tilfældet for ret mange, men pointen er at konklusionen om de snydte vælgere ikke kan uddrages af undersøgelsens resultat, og at de 71 procent dermed er revet ud af den blå luft. Det er sikkert rigtigt at nogle føler sig snydt, men at tallet skulle være 71 procent er der ingen belæg for.

Summa summarum: Jeg føler mig (ca. 71 procent) snydt af Jyllandspostens overskrift.

fredag den 8. juni 2012

Nedtur for Socialdemokraterne. Optur for Enhedslisten

Enhedslisten: [Kilde: Berlingske]
Berlingske beretter om den aktuelle nedtur for socialdemokraterne, som i seneste måling kun står til en tilslutning på 18.5%.
Den nye måling fra Gallup viser, at Enhedslisten står til 10,9 procent af vælgerne, mens det største oppositionsparti, Venstre, står til hele 33,1 procent af vælgerne.


Socialdemokraterne [Kilde: Berlingske]
Det er dog ikke Venstre, men stort set alene Enhedslisten der i de seneste målinger har ædt Socialdemokraternes vælgere. Det kan ses af figurerne her på siden, hvor hver prik udgør en meningsmåling. Socialdemokraternes tilslutning er faldet svagt lige siden valget, hvor den tog et stor hop nedad.
Venstre [Kilde: Berlingske]