torsdag den 29. marts 2012

SF er "helt ude i hampen"

SF mener at Berlingskes kommentator Thomas Larsen er sendt i byen af Venstre, når han vurderer at Villy Søvndal har tabt kontrollen med SF. Til kritikken svarer Thomas Larsen
Kendsgerningen er, at det ikke er en krise for SF, som pressen har skabt. Vi har kunnet følge, at der er rigtigt mange klassiske SF-vælgere, der ikke længere kan genkende deres parti og derfor har taget flugten. Det skete allerede under valgkampen, da SF gik massivt tilbage, og det har så fortsat siden da. Det er de kolde realiteter.
Kilde: Berlingske
Men er det virkelig de kolde realiteter? Er SF gået massivt tilbage under valgkampen og fortsat kursen nedad siden?

Når man ser på enkelte meningsmålinger kan man som bekendt lade sig forvirre af den statistiske usikkerhed, som gør at tallene stiger og falder lidt tilfældigt fra måling til måling. Vil man have et indtryk af den overordnede udvikling kan man se på et stort antal måling foretaget over en længere periode. Og her er det tydeligt at se, at Thomas Larsen har ganske ret: SF tog et stort hop ned i meningsmålingerne under valgkampen i 2011 og er fortsat stille og roligt nedad siden.

Det er altså de kolde realiteter at det ser skidt ud for SF i meningsmålingerne - men hvordan det beviser at Søvndal har tabt kontrollen må stå for Larsens egen regning.




onsdag den 28. marts 2012

Liberal Alliance's talende ænder

Under overskriften "Liberal Alliance: Ænder kan tale" beretter Politiken om LA's nyeste kampagne, hvor de blandt andet skriver:
If it talks like a duck and walks like a duck it probably is a duck.
En let omskrivning af den en almindelig amerikansk talemåde
If it looks like a duck, swims like a duck, and quacks like a duck, then it probably is a duck.
I LA's version kan ænderne altså tale i stedet for at rappe. Akademisk sprogkonsulent Pete Westbrook fra Københavns Universitet blåstempler dog udtrykket idet han udtaler at
(...) når man søger på Google giver 'talks like a duck' flere hits end 'quacks like a duck'«, siger han.
Hvis Google siger det, er det selvfølgelig sandt - men det siger Google faktisk ikke. En simpel søgning viser at "talks like a duck" giver ca. 1 million resultater hvorimod "quacks like a duck" giver omkring 3 millioner.

Søger man derimod på de to udtryk uden anførselstegn, er der naturligvis langt flere resultater der indeholder ordene talks, like, a og duck, simpelhen fordi talks er et langt mere almindeligt ord en quacks.

Pressechef hos LA, Niels Dahl, fortæller at omskrivningen var et bevidst valg:
Selv om ænder ganske vist rapper og ikke taler, så må vi jo nemlig sige, at det er direkte omvendt for politikere
Det tror jeg så ikke jeg er enig i.

tirsdag den 6. marts 2012

Gratis penge på partycasino.dk

Hvis man tilmelder sig et online casino, kan man få en velkomstbonus: Gratis penge at spille for. Og det lyder jo tillokkende, for kan man ikke bare få sin tilmeldingsbonus, tabe lidt og vinde lidt uden at risikere for meget, for så derefter at trække beløbet ud?

På partycasino.dk reklamerer de for eksempel med at man kan få fordoblet sit indskud - helt op til 2.000 kroner:
100%, op til 2.000 kr.***: anbefales til roulettespil. (...) Lav dit første indskud og få 100% ekstra, op til 2.000 kr. til spil på roulette-hjulet. 
Når man sætter 2.000 kroner ind, har man altså i alt 4.000 kroner at spille på rouletten for. Hvis man sætter 100 kroner på rød har man som bekendt ca. 50% chance for at fordoble og ca. 50% chance for at tabe indsatsen. I gennemsnit går det altså nærmest lige op, så hvorfor ikke bare spille på rød nogle gange og så trække pengene inkl. de 2,000 bonus kroner ud? 

Lad os lige se hvad der står med småt?
Alle bonusser udstedes i din kontovaluta og er underlagt krav om minimumspil–via krav på 50 gange bonusbeløbet og indskuddet. De pågældende krav skal opfyldes før du kan få udbetalt dit indskud, bonus og eventuelle gevinster. Hvis du ønsker at trække dit indskud og gevinster ud før du har opfyldt bonuskravene, giver du afkald på bonusbeløbet og eventuelle gevinster.
Jeg skal altså spille for 50 gange beløbet: Med 2.000 i indsats og 2.000 i bonus skal jeg dermed spille for 200.000 kroner - et ikke ubetydeligt beløb. På rouletten er der som bekendt 37 felter: 18 røde, 18 sorte, og ét grønt. Chancen for gevinst hvis jeg spiller på rød bliver dermed 18 divideret med 37 og hvis jeg vinder fordobles indsatsen. Dermed bliver den forventede værdi af et spil lig med 18/37*2 = 97,3% af indsatsen. Hver gang jeg spiller for 100 krone, står jeg i gennemsnit tilbage med 97,3 kroner. Med kravet om at spille for 200.000 kroner er mit forventede tab lig med 5.400 kroner. Dermed er indsatsen og bonusen og mere til gået tabt.

Konklusionen må være, at det er en rigtig god forretning at spille på casino - for casinoejeren altså.