Højt på listen lå således fx. Hjerting Skole i Esbjerg med scoren 0.7, og lavt på listen lå fx. Bagsværd Friskole med scoren -0.2, på trods af at eleverne på disse to skoler opnåede det samme karaktergennemsnit ved eksamen, nemlig 7.6. Men de to skoler scorede forskelligt på ranglisten, fordi eleverne i Esbjerg kommer fra socio-økonomisk dårligere stillede familier sammenlignet med skolen i Bagsværd.
Der har efterfølgende været en del kritik af rangordningen, dels af ideologiske årsager, men også (og selvfølgelig langt vigtigere og mere interessant) af statistiske årsager. Det har blandt andet været fremført at skolerne på grund af statistiske udsving vil hoppe op og ned af ranglisten. Forskningsleder ved Anvendt KommunalForskning, Beatrice Schindler Rangvid har påvist at
kun én pct. af skolerne ligger stabilt blandt den bedste henholdsvis den ringeste femtedel fem år i træk.Til den kritik svarede den tidligere undervisningsminister, Troels Lund Poulsen:
Det er jo heldigvis sådan, at det kan variere fra år til år, alt efter hvordan skolen gør det.Professor i pædagogisk statistisk, Peter Allerup, har peget på en anden statistisk fejlkilde:
Ved social korrektion ser man på forældrenes uddannelse, erhverv og indkomst - for det er de oplysninger, man kan finde. Men det er håbløst at tro, at der skulle være en direkte sammenhæng mellem dét og så elevernes skoleresultater. [...] Det bliver noget vrøvl.Troels Lund replicerede dertil
[Det har] karakter af sort snak. De tør ikke melde klart ud og sige, at de først og fremmest tænker på lærernes vilkår [...]Og dermed trækker han diskussionen ud af den statistiske og tilbage på den ideologiske kampplads. Den nye børne- og undervisningsminister Christine Antorini har nu slettet ranglisten fra ministeriets hjemmeside med begrundelsen:
Vi synes ikke, at der nogen idé i at have en rangliste, der hænger skoler ud [...] på et fuldstændig misvisende grundlag.Men Venstre holder fast i at listen skal være offentlig, og har meddelt at den fremover kan findes på partiets hjemmeside.
Oven på hele denne diskussion står to ting klart for mig: For det første er der rejst alvorlig kritik af den socio-økonomiske reference, og derfor bør den skrottes. Det nytter ikke at have en rangliste som man tror er korrigeret for alle mulige faktorer i forhold til forældrenes baggrund, men som reelt ikke er det. Det er direkte vildledende. For det andet vil der altid være store udsving fra år til år på en sådan rangliste - alene på grund af statistiske udsving. At en skole scorer højt ét år og lavt det næste er absolut ikke ensbetydende med at undervisningskvaliteten er faldet. Derfor er hele ideen om en rangliste efter min mening tvivlsom - den kan simpelthen ikke bruges til at måle skolernes kvalitet fra år til år, og derfor er det fornuftigt at skrotte ranglisten fuldstændig.
Men dette er ikke ensbetydende med at man ikke skal offentliggøre skolernes karaktergennemsnit. Det kan bestemt have sin berettigelse - både for forskere og beslutningstagere (herunder forældre) som ønsker forstå forskellene mellem skolernes resultater. Men det er absolut ikke befordrende at markedsføre disse data som en "rangliste": Det er misvisende, fordi den ikke rangordner skolerne på nogen meningsfyldt måde.
Summa summarum: Drop ranglisten og giv os de rå tal. Så kan vi tage den ideologiske diskussion derfra.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar